Prædiken til 21. søndag efter trinitatis d. 09 November 2025:

Prædikentekst: Johannes 4,46-53

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.  Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

Prædiken:

Særligt siden sommer har vi her i landet været på dupperne. Vi er blevet beordret af de højere instanser til at udruste os. Sagt med det mundrette ord, så skal vi preppe. Vi skal forberede os på fremtidige nødsituationer, kriser eller katastrofer.

Beredskabsstyrelsen anbefaler sågar at hver husstand er i stand til at klare sig selv i op til tre døgni tilfælde af en krise. Det involverer at opbygge et hjemmeberedskab med forsyninger som mad og vand. Det inkluderer også at lære særlige færdigheder såsom førstehjælp og færdigheder der gør at man kan være selvforsynende. Det inkluderer også at lave en beredskabsplan for forskellige scenarier som strømafbrydelse, naturkatastrofer eller pandemier. For en del af preppingen er også at tænke over, hvilke kriser der er mest sandsynlige, og hvordan man vil reagere på netop disse kriser.

Og der kom mange til kort da vi for nyligt oplevede at et vandværk blev udsat for et cyber-angreb hvor vandtrykket blev ændret og der sågar blev slukket helt for vandet til flere husstande. Og netop derfor vil regeringen have at vi skal preppe. For det giver individet følelsen af tryghed og kontrol, da man så er bedre forberedt på uventede begivenheder, der kan påvirke adgangen til basale fornødenheder som vand, strøm og varme. Netop derfor er det også vigtigt at have en evakueringsplan og en plan for hvordan man holder sig informeret om eventuelle ændringer. Derfor er der også en stor indsats i gang for at vi alle skal købe en nødradio, en såkaldt håndsvingsradio. DR's radiokanaler udsender også tit og ofte en meddelelse om hvilke kanaler man skal indstille denne radio på i tilfælde af katastrofens indtræffen.

Ja, regeringen vil have at vi alle skal være kapabel. Endnu et ord der i denne sammenhæng også er kommet på manges radar. Og hvad vil det så sige at være kapabel? Jo, det betyder i al sin enkelhed, at vi skal være dygtige eller duelige. Det er et ord der beskriver evnen til at udføre en bestemt opgave eller evnen til at håndtere noget. En kapabel person er dygtig, kompetent og i stand til at klare sig selv. Og det er netop det vi har fået at vide vi skal være siden verden begyndte at stå i brand. Netop derfor vi skal preppe så vi alle lære de fornødne færdigheder til at klare os selv i tilfælde af katastrofen. Vi skal udruste os selv. Skal vi så stå som Na'aman og den kongelige embedsmand, og føre os frem i fuld militær udrustning? Nej, det skal vi ikke. Vi skal i stedet lade os, som den kongelige embedsmand, befale af Jesu ord. Hvad vil det så sige? Jo, vi skal lave en åndelige oprustning.

En frase der virkeligt fik folk op af stolene i sommer. En frase vores statsminister ihærdigt brugte i sine taler hen over sommeren. Og ifølge statsministeren handler åndelige oprustning ikke mindst om et øget fokus på viden, og den autoritet videnskaben bør have i et moderne samfund. Det handler også om værdier. Ifølge statsministeren drejer åndelig oprustning sig om noget dybt inde i os selv, vores demokratiske sindelag og evnen til at tænke kritisk.

Kirkeministeren Morten Dahlin har sågar suppleret dette synspunkt ved at argumentere for, at en stærkere kristen forankring bør ledsage købet af kampvogne, artilleri og luftvåben, fordi det er vejen til en øget forsvarsvilje. Her bliver det tydeligt, at åndelig oprustning handler mindre om åndelighed end om oprustning. For dem ligger der i ordet andelig oprustning bade en militær udrustning savel som hele prepping tankegangen. Det er dog ikke sådan jeg forstår frasen åndelig oprustning, ej heller sådan jeg bruger frasen. Det er ligeledes ej heller sådan Paulus anvender og forstår åndelig oprustning, troens rustning.

Vi skal ikke iklæde os en fuld rustning som en anden middelalderlig ridder, men i stedet skal vi iklæde os troens, som en slags sjælelig udrustning. Vi skal lade os befale af Jesu ord. For den ruster til kampen for at bevare håbet og troen mod de kræfter, der vil netop dette til livs. Og dem er der ikke så få af. Vi skal således ikke vente på, at samfundet eller verden forandrer sig. Det gør den jo ikke lige umiddelbart må vi desværre bare sande. I stedet for at vente på at verden forandre sig, så skal vi i stedet se indad. Vi skal forandre os.

For den mest virkningsfulde oprustning sker trods alt også i det enkelte menneskes liv. Her kan vi alle tage ansvar. Her kan vi handle. For det er netop i individet, at troen, håbet og kærligheden slår rod. Og det er her, styrken til at stå imod opløsning og utryghed bliver født. Når vi hver især styrker vores indre liv, bliver det også til gavn for fellesskabet. Et samfund forandres jo nedefra - gennem mennesker, der selv er forankret i tro og værdier. Forankret med troens rod og med håbets hjerte bankende i brystet for kærligheden.

Vi forbinder ofte ordet oprustning med krig og det taler den seneste brug af ordet bestemt ikke imod. Men i kristen forstand handler det altså om at være beredt i ånden. Apostlen Paulus taler blandt andet om Guds rustning, som gør os i stand til at stå fast i mødet med modgang, tvivl og fristelser. Den åndelige rustning består af bælte, brynje, sko, skjold, hjelm, sværd og forbindelse. En sand middelalderlig rustning af ordlyd, men frem for en dragt af ædelmetaller så er denne rustning let som luft og kun synlig for Gud. For bæltet er sandhedens balte. Det er Guds sandhed der giver os sammenhæng og retning i livet. Brynjen beskytter hjertet ved at give os indre ro og styrke. Skoene er fredens budskab som gør os standhaftige. Skjoldet med korsets tegn indridset, er troen som slukker tvivlen og alle spydige ondskaber. Hjelmen er frelsen som beskytter sind og tanker med håbets vished.

Sværdet er Guds ord som er vore våben. Forbindelsen er bønnen som binder det hele sammen og holder os i nær kontakt med Gud. Sammen danner det hele vore åndelige rustning og når vi bærer denne åndelige rustning, er vi ikke magtesløse i mødet med livets mange udfordringer.

Urolighederne i verden kan bevirke bekymringer, negative tanker, frygt og mismod. Uden rustningen rammer det os ubeskyttet, men med den på står vi stærkt forankret i Gud, og kan møde stormene med fred i hjertet. Uanset hvor stærke de storme der må komme vore vej måtte være. Åndelig oprustning er en daglig praksis som vi alle må forsøge vore bedste med.Det er at leve i sandhed, retfærdighed, fred, tro og håb og at holde os nær Gud i bøn. At gå frem i verden med kærlighedens fortegn uanset hvad der måtte møde os retur.

Når vi gør det, vokser der en styrke i os, som ingen ydre begivenheder kan tage fra os. Åndelig oprustning er altså ikke en flugt fra virkeligheden, men en styrke til at leve i den. Den gør os lige netop i stand til at møde verden med mod i stedet for frygt, med håb frem for håbløshed og med mening i stedet for tomhed. Men hvordan fører man sig frem i tro? Det er jo umiddelbart et selvmodsigende udtryk. For vi skal jo lige netop ikke føre os frem, det bliver vi jo fortalt gang på gang. Vi skal jo i stedet føre den anden frem og tjene næsten. Men med beskrivelsen af troens udrustning tager Paulus lige netop højde for begge disse aspekter. For det kræver et ganske særligt harnisk på samme tid at kunne vende den anden kind til og samtidigt kæmpe for alt, hvad man har kært. For hvilke kampe skal man tage og på hvilke fronter skal de kæmpes? Hvad er den særligt kristne måde at ruste sig mod det onde, mod angst, mod smerte, mod sygdom, mod anfægtelser, mod ydre fjender? 

Nogle gange føltes troens rustning måske mest som en tynd vindjakke på en stormende og mørk novemberdag. Verdens strabadser kan nemmere remme os, vi føler os måske mere udsatte end hvad godt er. Mere udsatte end hvis vi var iklædt en vind- og vandtæt dunjakke. Men består troens udrustning ikke netop også tilsvarende af et indre arbejde, hvor det jo gælder om, på den ene side, at være sig sin sårbarhed bevidst og dermed vide at man er i behov for dunjakkens beskyttelse og så samtidig også føle sig kaldet til kamp, styrket i overbevisningen om at være usårlig, retfærdiggjort? At iføre sig troens rustning er i den forstand at tage sin sårbarhed på sig og vide det er helt okay, man vil blive værnet om og kan gå i rette mod verden. Så lad os da i disse usikre tider iklæde os troens rustning med korsets tegn, lave åndelig oprustning i ordets sande forstand, for troens, håbets og kærlighedens skyld. Alt sammen noget vi kan bruge meget mere af i vore verden. Og ændringer i det store, kræver jo som bekendt ændringer i det små. Så lad os iklæde os troens rustning, så vi kan gå verden ret i møde og værne om os selv, såvel som næsten. Og med det skal vi huske at sige lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Sognepræst Sara Marie Søgaard Jensen 

Gudstjeneste i Vium / Højmesse i Thorning kirke