Sidste søndag efter helligtrekonger

25-01-2026

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33

Prædiken:

De fleste af os kender Pippi Langstrømpe. Vi har selv læst Astrid Lindgrens bøger om hende, fået dem læst op som børn eller set de 13 afsnit i fjernsynet med svensk tale i baggrunden og dansk stemme i forgrunden. Man kan stadig se dem på DR’s hjemmeside, og børn kan stadig blive fanget af dem. Selvom de er lavet i 1969. 1969. Det er jo mange år siden. Men det er kvalitet. Og Astrid Lindgrens bøger holder stadig.

Nogen mener, at der er mange ligheder mellem hende og Jesus. De har begge to en stærk omsorg for de svage i samfundet og kæmper deres sag. De går frygtløst op mod autoriteter, de fremhæver barnets tilgang til livet. Der er noget at lære af børnene, mener Pippi. Og siger Jesus. Pippi er stærk, overnaturlig stærk, og kan løfte en hest og flere tyve. Jesus kan gå på vandet, helbrede mennesker.

Og i forhold til penge, så fremhæver de begge to gavmildheden. Jesus mener, det er bedre at give end at få. Og Pippi deler gavmildt ud af sine guldmønter.

Da Pippi Langstrømpe lige er flyttet ind i Villa Villekulla, får hun besøg af nabobørnene Tommy og Annika. De leger godt og til sidst siger Pippi:

”Måske skulle I tage og gå hjem nu, så I kan komme igen i morgen. For hvis I ikke går hjem, så kan I jo ikke komme igen. Og det ville være en skam.”

Jesus er enig med Pippi. Noget må slutte, for at noget andet kan begynde.

Nogle gange må noget endda dø, for at det kan blive til liv, meget liv.

”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”

Sådan er det med hvedekornet, siger Jesus. Det kan godt gemmes lang tid, mange år, men for at det alvor skal give et udbytte, må det i jorden. Så dør det, men ud af det spirer en kornplante, først grøn og lille, så et strå i gylden farve og til sidst med et nikkende aks på toppen med mange håndfulde kornkerner.

Kornet dør, men det bliver til liv.

Og sådan er det også med vores liv, siger Jesus.

Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.

Og så er det måske, at vi begynder at undre os lidt. Skal vi ikke netop elske vores liv? Passe godt på det. Gå til læge, hvis vi er syge. Få motion, spise sundt, holde hjernen i gang med bøger og sudoku.

Vi skal da ikke hade livet, skal vi, Jesus?

 I onsdags døde præsten, sjælesørgeren og forfatteren Preben Kok, 77 år gammel. Hans bog ”Skæld ud på Gud” er solgt i 40-50000 eksemplarer og læst af mange præster, kirkefolk, ja, helt almindelige danskere. Han har holdt mange foredrag, og vi havde ham (her) i Vinderslev sognehus for to år siden.

I bøger og foredrag er hans grundlæggende tanke, at Gud er stærk. Vi mennesker er små og magtesløse. Så når vi møder modgang, må vi skælde ud på Gud. Han kan klare det, vi må tale kritisk og ærligt til ham og frem for alt lade være med at tro, at modgangen er vores egen skyld. For vi kan ikke styre og kontrollere vores liv. Vi er ikke Guds voksne, vi er Guds børn. Han har magten og det store overblik. Vi er magtesløse og må kalde på ham, skælde ham ud og takke ham.

Preben Kok taler om, at nogle gange må vi slippe tankerne om, hvordan det her liv skal være. Ja, han siger endda provokerende, at vi må slippe håbet. For når vi holder fast i håbet om, at vores liv bliver på en bestemt måde, så prøver vi egentlig at fastholde magten. Vi prøver at undgå at se realiteterne og vores magtesløshed i øjnene.

Giv slip, siger han, og hvis Gud virkelig er Gud, så griber han dig.

Giv slip, og hvis Gud virkelig er Gud, så griber han dig.

Nogle gange må noget slutte, for at det kan begynde igen, som Pippi sagde.

Nogle gange må noget slutte, for at noget andet kan begynde.

Nogle præsidenter må slippe tanken om at eje en ø, som er en del af andet kongerige. Ellers kan der ikke igen opstå bare nogenlunde ro og orden i vores verden.

Nogle gange må vi slippe en drøm, en foretrukken fremtid, for at virkeligheden og livet kan udfolde sig for os.

Okay, det var ikke det menneske, vi skulle dele livet med, der kommer nok en anden. Okay, det var ikke det foreningsarbejde, som fungerede lige her, vi må bruge kræfter på noget andet. Okay, det var ikke lige nu, vi skulle have den vellykkede køkkenhave. Måske senere. Måske aldrig.

Vi må slippe en drøm, vi må lægge den i jorden, vi må begrave en tanke eller en plan, for at noget andet kan opstå og blive til liv.

Giv slip, og hvis Gud virkelig er Gud, så griber han dig.

Giv slip. Også på det her liv, kan vi tilføje.

Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv, siger Jesus. Og med hader mener han ikke, at vi skal tænke dårligt om det, men at vi ikke skal sætte det over alt andet. Vores liv er ikke til for at føre vores drømme og projekter ud i verden, det er til for at gavne andre.

Så når vi giver slip på vores eget liv, de faste drømme og håb, siger Jesus, ja, når vi nærmest begraver dem, så kan der vokse noget nyt og godt ud af det.

Han viste det med sit eget liv. Han gav slip på de drømme og mål, han ellers selv måtte have haft for sit liv som et helt almindeligt menneske. For han var Guds søn, og der var andre veje for ham. Han er selv det korn, som må i jorden og dø for at give liv.

Sådan skal jeg herliggøres, siger Jesus. Sådan skal jeg ophøjes. Ned i jorden og dø. Op på et kors og dø.

For vores skyld. For vores fejl. For vores svigt.

Når jeg tænker på mine fejltrin og mine svigt, kan jeg godt nok komme i tanke om mange, alt for mange, og der bliver flere og flere for hver dag. Vi har alle vores. Store og små svigt og fejltrin.

Jesus dør for dem. De bliver skrevet på hans kors, og de bliver slettet ud og glemt. De er tilgivne. Gud husker ikke længere på alt det dumme, egoistiske og kujonagtige, jeg har gjort. Hverken mit eller dit. Det er tilgivet. Det er væk.

Jesus er faldet i jorden og død. Men han giver nyt liv til mange. Til os.

Vi er tilgivne. Vi er frie. Vi skal hverken være bundet af vores kamp for at styre livet, så vores drømme og håb kan gå i opfyldelse, eller være bundet af vores skyld.

Giv slip. Vi er tilgivne. Vi er frie. Der er en, som har givet sit liv for os. Så vi behøver ikke holde krampagtig fast i vores, men leve det frit og til gavn for andre.

Og sådan kan man jo godt slutte prædikenen. Med en opfordring til at leve frit, ubekymret og gavmildt. Det er jo sådan, vi skal leve. Og måske kan vi, hvis vi har kræfterne og overskuddet, for det kan være svært at give slip. Men hvad så, når vi ikke har det?

Senere i gudstjenesten skal vi synge salmen ”Kornet, som dør i jorden”. Ved første øjekast en nadversalme om korn, som bliver til nadverens brød. Men måske fornemmer vi noget mere, noget andet, noget dybere:

Første vers slutter med:

Gud, giv os troen tilbage: tro gennem dybest mørke, liv gennem nat og død!

Nordmanden Svein Ellingsen skrev salmen i 1976. 7 år forinden havde han mistet et barn i en trafikulykke. Og det er svært ikke at tænke den historie med ind i salmen. Det kan påvirke troen stærkt at miste et nært familiemedlem. I den situation er der brug for at be: Gud, giv os troen tilbage, tro gennem dybest mørke, liv gennem nat og død.

 Det er nat, det er mørkt, sorgen fylder, vi føler nærmest, at det er os, der er blevet sænket i jorden i sorg over den, der er begravet. I den situation er der brug for mere end lidt opfordringer til at slippe sit liv og som Pippi leve frit og bekymringsløst. Det kommer til at lyde som en byrde, som et krav.

Jo, vi vil gerne, men vi kan ikke. Ikke fordi vi holder krampagtigt fast i noget håb, men fordi vi ikke har noget håb.

Men så kommer det til os, nærmest udefra, fra Paulus’ ord fra Kolosenserbrevet. Han minder os om, hvad håbet er: Kristus i jer, herlighedens håb. Kristus i jer, herlighedens håb.

 Kristus er ikke bare hos Gud. Han er ikke bare faldet i jorden og død engang, han er også opstået, og han er i os, når vi er døbt til ham. Det er herlighedens håb. Vi skal ikke bare slippe vores liv, vi skal ikke bare falde i jorden og dø en dag, som vores kære er det.

Nej, der er også håb om herlighed. Kristus i os, nu og her. Kristus i os, hele vejen til det evige liv.

Kristus i jer, herlighedens håb.

Og derfor kan Svein Ellingsen skrive i vers to:

Vi, som blev døbt til Kristus, døbt til hans død og grav, ejer opstandelsens løfte: lovsang og evigt liv. Himmelens lovsang begynder her, hvor du selv er nær os, midt i vor nat og død.

Sognepræst Mikael Holst Kongensholm

Grathe Kirke