Søndag seksagesima

08-02-2026

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«Mark 4,26-32

Prædiken:

Verdens grøde er håb. Det er hvad dagens evangelietekst handler om. Håb. Håb der bliver strøet og sået. Håb der bliver spist af verdensmagter. Håb der spirer, men ikke slår rod og derfor bliver svedet af solen. Håb der vokser, men kvæles iblandt tidsler. Håb der udslukkes, ja, simpelthen dør og fører til håbløsheden. Det skal vi dog ikke tillade. Netop håbets såsæd skal vi lade falde i god jord, så det kan spire og give udbytte. Både tredive, tres og hundrede fold.

Når det så er sagt, så kan vi alle blive ramt af modløse følelser. Blive ramt af magtesløshed, af sorg, af frygt. Ramt af følelsen af at jeg ikke kan gøre noget, at jeg ikke kan gøre nok. Både for dem der er mig nær, men også for dem der er mig fjern. Langt væk fra skønne Danmark, er menneskers tilværelse fra det ene øjeblik til det andet ændret til et helvede. Vi ser deres magtesløshed alt imens deres verden ramler om ørene på dem. Vi ser deres tomme blikke, tårerne der tavs triller ned ad deres kinder. Og det hele udstråler og skriger til himlen at alt håb er ude. Disse mennesker er i et levende helvede.

Egentligt en ret præcis beskrivelse. For helvede er jo et liv uden håb. Helvede er følelsen af at stå helt alene uden nogen hjælp i sigte. Og netop denne følelse, håbløsheden, kan ramme os alle. For verdenen kan gå under for os alle. Både i det store og i det små. Det gør den jo sandt at sige, desværre, hver evig eneste dag for mennesker rundt om i verdenen. Og indimellem kan det sågar også ske for os. Vi kan opleve at vores boble brister og at alt det vi tror, kun sker for naboen, pludselig også sker for os. At tæppet rives væk under os. Vi kan miste os selv ind i vores mørkeste tanker. Vi kan miste nogen, vi har kær. Vi kan blive ramt af sygdom, frygt, angst. Vi kan miste alt, vi har.

Eller en million andre scenarier, hvad det nu end måtte være, så kunne vores verden, vores egen lille verden, vælte til hver en tid. Vi kan alle føle os yderst alene i et kvælende mørke. Et mørke der kan synes umuligt at bryde ud af. Men hvis blot nogen rækker hånden ud - så vil der pludseligt opstå et lys i mørket. Alle har brug for hjælpere i livet. Det er derfor det er så vigtigt, at vi hjælper hinanden. For når vi hjælper andre, rækker vi dem i virkeligheden et håb. Et håb der kan lyse op i mørket og som kan vise vejen ud.

Vi kan ikke ene mand hjælpe hele verdenen, men vi kan alle hjælpe én. For det er når vi er gavmilde med os selv, altså når vi hjælper hvor vi kan, at vi er med til at bringe håbet ud. At vi lader håbet lyse i mørket. Og det er netop disse ord vi skal lade spire, vokse og give udbytte. Tredive, tres og hundrede fold. Vi skal være som dagens tosseglad landmand der spreder sin såsæd hist og pist og alle steder. Vi skal gøre som landmanden Gud, der bliver ved med at insistere på troen, håbet og kærligheden. Også lige netop dér hvor alt håb synes ude. Guds kærlighed er- og bliver stadigt rundhåndet strøet ud over jorden, i overflod og med mildhed. Og dette skal vi tage ved lære af og tage os til hjerte. Det er dette lille korn vi skal lade spire i os og give udbytte. Vi skal med troen, håbet og kærligheden være så ædle og gavmilde at det rammer overalt både i de tomme sprækker, i de udslukte hjerter, i de triste øjne, i de mørke sind. Men også der hvor glæden allerede eksistere. Vi skal ganske simpelt bare aldrig glemme at være der for hinanden. Lyse for hinanden både når mørket trænger sig på, men også når solen stråler over os. Vi skal udvise gavmildhed med os selv. Altid række en hjælpende hånd ud og være håbet for vore næste. For vi kan alle hjælpe én.

Og det er når vi hjælper andre, at vi er som den gavmilde landmand. For så rækker vi dem i virkeligheden håb. Vi rækker dem håbets såkorn. Og deri har vi mennesker altid et valg. Vi kan gøre livet til et helvede for andre ved at sprede frygt og ignorere deres smerte. Vi kan vælge at lade kornene falde i gold jord, forhindre dem i at slå rod, lade dem blive svedet af solen og kvalt af tidsler. Men vi kan også vælge at lade kornene spirer, slå rod og give udbytte. Ganske enkelt ved at vælge at høre dagens ord. At høre det budskab, den lærdom, som Gud vil at vi skal tage med os herfra i dag. Netop at vi skal være som den gavmilde tosseglade landmand, der spreder glæde og håb til hinanden uanset hvor i livet man måtte befinde sig. Vi skal ganske enkelt insistere på at bære håbet frem. Vi skal strø det om os skødesløst og til alle sider. Smide med vore håbets korn hvor en øjet skurer om det er til nord, syd, øst eller vest.

For håb er vores bedste våben mod den frygt, der så hurtigt kan invadere sindet. Som når man blot tænder for nyhederne og overvældes af deres mange skræmmebilleder. Vi bliver nødt til at styrke hinanden med håbet. Selvom man ikke kan se håbet med det blotte øje i disse forfærdelige situationer verdenen over, så er det der alligevel. Det er også sådan, håbet beskrives i Hebræerbrevet. Håbet er usynligt, men tro er fast tillid til det håb, man lige netop ikke kan se. Vi skal så håb. Vi skal sprede det vidt omkring os. Lade det spire som foråret allerede nu begynder at spire omkring os. For vi er netop skabt til at give hinanden håbet. Det er vores opgave at vise vore næste, at de ikke er alene. Det er grangiveligt håbets natur at vise folk, at de ikke er alene. Selvom det for dem der befinder sig i håbløsheden kan synes sådan. Da er deres eneste håb at andre håber for dem. Vi skal være den lysende hånd der rækker dem håbets såkorn. Simpelthen, bringe håbet til dem.

Det hele kan godt se sort ud i øjeblikket, men det gjorde det jo også i begyndelsen, før Gud sendte lyset ind i verdenen og fandt alle farverne, som vi især nyder godt af her ved forårets komme. Så kom syndefaldet og siden hen har en syndflod af dårlige nyheder været en del af dagsordenen. Både på den store verdens skala, men sandt at sige jo også i mere eller mindre grad i vores egen lille verdensboble. Biblen er fuld af små, bange mennesker, som har skulle leve med oversvømmelser, krige og plager i et væk. Men hver gang det hele lige netop så håbløst ud, sendte Gud nyt lys ind i mørket. Og han viser sin stadige kærlighed til os, idet han sendte Jesus ind i verdenen for at give os nyt håb påskemorgen. Jesus kom til jorden af omsorg for os og for at vi kunne tage ved lære af hans gavmilde ånd, således at vi lige netop kunne udvise den samme gavmildhed og omsorg overfor hinanden.

Næstekærlighed. Jesus viser os med sit liv, død og opstandelse, at håbet har det med at vise sig, når man mindst venter det. Og for det skal vi huske at sige lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,nu og i al evighed. Amen!

Sognepræst Sara Marie Søgaard Jensen
Højmesse Thorning Kirke