2. søndag i fasten d. 1. marts 2026

Markusevangeliet 9,14-29:

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem:

»Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far  aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Prædiken:

Livet er skrøbeligt. Livet er en kamp.

 I mandags var det ti år siden, min mormor døde. Jeg husker tydeligt, at Lise og jeg besøgte hende på sygehuset i Vejle få dage inden. Hun var ikke i klar tilstand, men vi fik fortalt hende, at vi var glade for hende, og at vi skulle giftes den følgende sommer. Det var som om, hun reagerede på det, og jeg er sikker på, hun hørte det.

 I tirsdags var det fire år siden, at Rusland begyndte sin invasion af Ukraine. Der er krig tæt på os. Der er soldater, der kæmper. Der er mennesker, der lider og dør, og tusindvis af menneskers liv er forandret for altid. Når vi hører nyheder derfra, bliver vi mindet om, at friheden og håbet er værd at kæmpe for.

 I onsdags var det en af de morgener, hvor vi ikke kom ud i døren i helt godt humør hjemme hos os. Men vi fik det vendt på de ti minutters køretur til skole og børnehave, og det var gode afleveringer af mine tre børn. Det giver glæde og taknemmelighed.

 Og i torsdags blev der så, endelig, udskrevet folketingsvalg. Valgkampen var vel allerede i gang, men nu er den det også officielt. De næste uger bliver der hård kamp om vælgernes stemmer. Og vi skal nok nå at blive trætte af at høre om politik inden d. 24. marts.

 Og siden prædikenen blev færdigskrevet i fredags, er der som bekendt også udbredt krig og kamp i Mellemøsten.

 Og på den måde har hver uge sin blanding af skrøbelighed og kamp. Jeg ved ikke, hvordan din uge har været. Om du har mærket livets skrøbelighed på den trælse måde; at noget er svært, eller om der har været de der skønne, skrøbelige øjeblikke, hvor vi fyldes af glæde og taknemmelighed over, at noget går godt.

Jeg ved ikke, om du har mærket kamp? Måske tabt en kamp, haft et nederlag. Eller måske vundet i fodbold eller i en diskussion.

 Men skrøbelighed og kamp er nogle af livets faste ingredienser. Vi mærker dem dagligt, og livet ville ikke smage lige så godt, hvis ikke de var der.

 I kirkeåret er vi nu i fastetiden, og skrøbelighed og kamp præger også de bibelske læsninger, som hører til fastetidens søndage.

 Vi har lige hørt nogle ord fra Markusevangeliet, hvor der er meget på spil. Jesus har lige været på et bjerg med tre af sine nærmeste disciple. Der har de oplevet vilde ting. Jesus blev forvandlet, han blev skinnende hvid. De så Moses og Elias, to for længst døde skikkelser fra Det Gamle Testamente, og de hørte Guds stemme, som sagde om Jesus: ”Det er min elskede søn. Hør ham.”

 De blev en stor oplevelse rigere. Og efter det går de ned af bjerget igen. Ned til dagligdagen. Ned til der, hvor livet leves. Der, hvor kampen udfolder sig.

 Der er kamp på tre områder. For det første er der kampen mellem meninger.

For da de kommer ned fra bjerget, lander de midt i en diskussion mellem de andre disciple og nogle skriftkloge.

Evangeliernes beretninger om Jesus er fyldt med diskussioner. Disciplene diskuterer med hinanden eller med de skriftkloge. Eller Jesus diskuterer med de skriftkloge og farisæerne. Meninger mødes, meninger brydes, og der er tydeligvis ikke enighed om alt. For Jesus sagde noget om sig selv, som var usædvanligt, og som var svært at tro og acceptere.

Han sagde mere eller mindre klart, at han var Guds søn. Han var Guds plan for fred og frelse for verden. Stemmen på bjerget havde sagt det samme, og deroppe havde der været skøn enighed. Men nede på jorden er der langt fra enighed. Meninger mødes, meninger brydes.

 Og sådan er det, når der er noget på spil. Og vi må lade vores meninger mødes. Vi, der er her i kirken i dag, er ikke enige om alt, men det opdager vi kun, hvis vi taler sammen. Hvis vi tør stole på, at vores mening er værd at blive sagt højt. Hvis vi tør stole på, at den anden tager godt imod den. Det kan være svært med de samtaler, hvor der er noget på spil, og hvor vi måske ikke er enige. Det er ikke altid rart, det er lettere, når vi alle bare er åh så enige.

Men Jesus gik rundt og talte og talte og sagde sin mening igen og igen. Med respekt. Med kærlighed. Med tydelighed. Det må vi også gøre.

 For det andet er der en åndelig kamp. En mand kommer til Jesus med sin søn. Sønnen er besat af en ond ånd, som gør, hvad den kan for at skade ham. Jesus viser sin magt og driver den onde ånd ud af drengen.

Det er ikke så ofte, vi hører om det på vores breddegrader og i vores tid. Andre steder i verden og i andre kirkesamfund fylder dæmonuddrivelser mere. Bibelens univers er befolket med engle og dæmoner. Jeg tror, vi må tænke, at den slags er virkeligt. Der er en åndelig virkelighed, der er en åndelig kamp. Der er en grundlæggende kamp mellem det gode og det onde i verden. En kamp, som udspilles på mange planer, og altså også på en eller anden måde i form af, at der er gode åndsmagter og onde åndsmagter.

Og den slags kan man jo godt spekulere en masse over og i, men det tror jeg ikke, at vi skal. For pointen er her, at Jesus har magt. Han er stærk, han er stærkere end det onde, og derfor er han værd at råbe om hjælp til.

Det gør faderen til den dæmonbesatte søn, og han får hjælp. Men hans bøn afslører også det tredje kampområde. ”Jeg tror, hjælp min vantro / Jeg tror, hjælp mig i min manglende tro.”

Kampen mellem troen og tvivlen. Jeg vil gætte på, at mange af os til tider ønsker, at vi kunne tro fastere på Gud. Mærke ham mere, blive mere overbeviste om ham og hans vej for vores liv.

Selvom mange i dag taler om, at det er vigtigt at tvivle og ikke være alt for skråsikker, men hellere åben og omstillingsparat, så er tvivlen en træls følgesvend.

Jeg har ikke brug for at tvivle på, om mine forældre, mine søskende, min kone eller mine børn elsker mig. Jeg har brug for at vide og mærke, at de gør det.

Og på samme måde har vi ikke brug for at tvivle på Gud. Tvivlen gør ikke noget godt. Vi har brug for at mærke, at han er der. Vi har brug at stole på, at der er en, der griber os, når vi vælter, når vi fejler, når vi taber kampen.

Vi har brug for at mærke, at der er en, der tilgiver os og giver os nye chancer igen og igen.

Jeg ser tit tilbage på en situation og tænker, at det slap jeg ikke helt godt fra. Der var jeg ikke tålmodig nok. Der var jeg for kæk og forsøgte lidt for meget at være sjov. Der kom jeg til at afbryde i stedet for at lytte. Der blev jeg vred og irritereret og eskalerede situationen.

Jeg tabte kampen. Jeg mærkede livets skrøbelighed på den trælse måde.

Vi taber nogle gange kampen. Vi mærker livets skrøbelighed.

Hvad gør vi så?

Bibelen peger i en bestemt retning, mod Jesus.

Det er ikke uden grund, at Jesus Kristus ikke er glemt.

Det er ikke uden grund, at mange har en mening om ham og ikke kan slippe ham, hvad enten de tror eller ikke tror.

Det er ikke uden grund, at han er en af verdens mest indflydelsesrige personer gennem tiden.

For han er noget særligt. Han er stærk i troen, han har ordet i sin magt og har sagt uforglemmelige ting, han gør mirakler, han jager dæmonerne ud, og så er han samtidig helt menneskelig. Han kan græde. Han kan blive træt. Han kan komme i tvivl. Han kan undre sig over, hvorfor andre ikke forstår ham. Han kan blive bange for det, som venter ham. Han er skrøbelig.

Fra Hebræerbrevet hørte vi tidligere nogle lidt mærkelige ord om ypperstepræster. En ypperstepræst var i den jødiske tro den øverste præst. Det var ham, som måtte gå ind i det allerhelligste rum i templet og lave et offer til Gud. I vores kirkelige verden ville vi nok kalde ham en ærkebiskop. Biskoppen over alle biskopper.

Hebræerbrevet talte om, at Jesus kan have medlidenhed med os. For han kender til at kæmpe. Han kender til at være i tvivl. Han kender til at have brug for at råbe til Gud om hjælp. Han kender til at være menneske. Han kender os.

Og så er han samtidig ypperstepræst. Præsten over alle præster. Biskoppen over alle biskopper. Han er som os, men uden synd, uden fejl. Han kæmper for os. Han ønsker, vi skal have mere tro, mere håb, mere tillid, mere fred.

Men han gør det ved at dø på korset. Han vinder kampen ved at tabe den. Han giver os fred og tilgivelse ved at dø.

 Helt ærligt, det er da sært. Det er svært helt at forstå. Kan man vinde ved at tabe? Kan man give nogen liv og håb ved at dø? Men samtidig er det også netop et tegn på, at der godt kunne være noget om det.

Ingen kunne opfinde en skikkelse som Jesus, som er både skrøbelig og stærk.

Ingen kunne opdigte en Guds søn, som frelser og befrier os ved at dø for os.

Han er så menneskelig. Han er så guddommelig. På én og samme tid. Og derfor er han værd at give plads i livet. Det liv, som er skrøbeligt. På godt og ondt. Det liv, som er en kamp med sejre og nederlag.

Det liv, som Gud bærer os gennem. Som vi skal synge om lidt:

Gud, vi er i dine hænder, 

kærlighedens hænder to; 

 sandhed du og nåde sender 

til med fred hos os at bo.

Vige må for dem tilbage synd 

og død og Helveds plage.

Sognepræst Mikael Holst Kongensholm
Højmesse i Vium Kirke