For nylig fyldte min far 80 år, og i den anledning tænkte jeg lidt på forskelle og ligheder mellem ham og mig. Jeg kunne godt finde nogle forskelle, men en del flere ligheder. Måske er det ikke så overraskende. Vi er jo alle formet af vores opvækst, vores barndom, vores forældre. Og jeg har mange ligheder med både min far og min mor. 

Og tilsvarende. Selvom jeg nu har boet over 9 år i Midtjylland og før det 13 år i København, og selvom livet og mennesker, især min søde og gode Lise, har formet mig, så er jeg stadig vestjyde. Det sidder dybt i mig. Det er stadig en vigtig del af, hvem jeg er.

Derfor holder jeg særligt af at komme på besøg på min hjemegn lidt nord for Skjern, køre lidt rundt, mærke stemningen, se markerne og de mange vindmøller, besøge min families gravsteder på kirkegården.

Derfor lærer jeg mine børn at lytte til De Nattergale, så de kan få noget solid vestjysk kultur og lære noget dialekt.

Derfor har jeg online abonnement på Dagbladet Ringkøbing Skjern, jeg bliver jo nødt til at følge lidt med.

Derfor ligger det mig ofte fjernt at gå hårdt ind i en konflikt eller tale om det gode, jeg eventuelt gør. Det gør vi vestjyder ikke, vi nøjes med at tænke, at de andre er trælse, og at det burde være os, som får ros.

På samme måde tror jeg, at kristendommen sidder dybt i os danskere. Vi er formet af den. For den er vores tradition, vores ophav, vores rødder, og det uanset, om vi har brugt meget tid og tankekrudt på kirke og tro eller ej.

Ved juletid går mange mennesker i kirke. Juleevangeliet om barnet i krybben og de mange dejlige julesalmer betyder noget for mange danskere. Men egentlig er påsken vigtigere. Den er i hvert fald ældre, for den blev markeret af kristne helt fra begyndelsen, hvorimod Jesu fødsel først begyndte at blive markeret for alvor et par hundrede år senere.

Påsken er vild. Den rummer store følelser og forskellige stemninger. Vil du med på tur og opdage nogle af vores kulturs rødder?

Palmesøndag med begejstring, for Jesus rider ind i Jerusalem, hurra! Nu sker det, nu bliver han konge!

Skærtorsdag med glæden over at nyde et godt måltid sammen, med forundringen over det, som Jesus siger om brød og vin, og med klumpen i halsen, da han forlader fællesskabet og går ud i den mørke nat for at møde forræderi og forhør.

Langfredag med smerten, skuffelsen og sorgen, for han lider på korset, han tørster, han taler tilgivende ord, og han dør og efterlader sine følgere i sorgen. Men skulle han ikke være konge?

Påskemorgen med det utrolige, det, som ikke burde kunne lade sig gøre, det, som ingen kunne have fundet på, det, som var Guds godkendelse af Jesus og hans liv: Graven blev tom, Jesus opstod.

2. påskedag med erkendelsen af, at det ikke var helt let at tro på, der skulle samtaler til, der skulle vandring til, der skulle tid til, for at troen på opstandelsen kunne slå rødder i menneskers sind.

Men den slog rødder i mange sind, og derfor har vi kirker i Danmark. Derfor fejrer vi påske i de kirker. Påsken rummer mange stemninger og følelser, og det er aldrig helt til at forudse, hvilken af dens dage og begivenheder, som prikker til os og giver noget godt og håbefuldt at tænke over til både midtjyder og vestjyder.

Det har vi brug for i de her tider.

Sognepræst

Mikael Holst Kongensholm